
Hvordan fjerner man en prop i køkkenvasken?
En prop i køkkenvasken skyldes næsten altid fedt, sæberester og madrester, der har bygget sig op i afløbet over tid. Start med at rense vandlåsen, brug en svupper eller en simpel afløbsspiral. Undgå kogende vand, kemisk afløbsrens og højtryk, hvis du ikke ved præcis, hvad du laver.
Står vandet stille i køkkenvasken?
Når køkkenvasken stopper, føles det ofte som om problemet er opstået pludseligt. Men i praksis har det som regel været længe undervejs.
Det starter med lidt fedt fra panden. Lidt sæbe. Lidt madrester. Over tid sætter det sig på indersiden af røret, og langsomt bliver afløbet smallere og smallere. Til sidst skal der ikke meget til, før vandet ikke kan komme væk.
Når vi bliver kaldt ud til en stoppet køkkenvask, er forklaringen næsten altid den samme:
Fedt. Sæbe. Og mere fedt.
Det lyder simpelt, men det er præcis sådan rigtig mange køkkenafløb stopper.
Hurtig guide: Prøv dette først
Hvis det kun er køkkenvasken, der er stoppet, kan du ofte selv starte med de mest simple løsninger.
Prøv dette i rækkefølge:
- Fjern vand fra vasken, hvis den er helt fyldt
- Brug en svupper
- Skil vandlåsen ad og rens den grundigt
- Prik forsigtigt i det første knæk under vasken
- Brug eventuelt en simpel afløbsspiral fra byggemarkedet
- Skyl efter med almindeligt varmt vand fra hanen
Hvis proppen sidder tæt på vasken, kan det ofte være nok.
Sidder problemet længere ude i røret, hjælper det sjældent ret meget at blive ved under vasken.
Hvor sidder proppen typisk?
De propper, man selv kan fjerne, sidder ofte tæt på vasken.
Det kan være:
- I vandlåsen
- Lige under afløbet
- I det første knæk
- I den korte ledning fra vasken og ud mod resten af afløbssystemet
Mange moderne køkkener har en kompakt afløbsløsning under vasken. Det ser pænt ud i skabet, men røret laver ofte et skarpt knæk ret hurtigt efter vasken. Her kan fedt og madrester nemmere sætte sig.
I ældre huse kan problemet også sidde længere ude i stikledningen til køkkenet. Og i nogle gamle ejendomme kan der stadig være en fedtbrønd udenfor huset, som skal tømmes med mellemrum.
Erfaringsboks: Det vi ser ude hos kunderne
I langt de fleste køkkenvaske, vi renser, finder vi ikke én stor hård prop. Vi finder fedt, sæbe og gamle madrester, der har bygget sig op gennem lang tid.
Derfor er det ikke altid nok bare at få “hul” på afløbet. Hvis røret stadig er fedtet indvendigt, kan vandet godt løbe igen i en periode, men problemet kommer ofte tilbage.
Det er også derfor, vi nogle gange anbefaler en ordentlig rensning eller spuling af selve ledningen, hvis afløbet bliver ved med at stoppe.
Det skal du helst undgå
Der er nogle løsninger, som virker nemme, men som sjældent er den bedste vej.
Undgå kogende vand
Kogende vand kan godt løsne lidt fedt her og nu, men problemet er, at fedtet ofte bare flytter sig længere ud i røret.
Når det køler ned igen, sætter det sig fast et nyt sted. Så har du ikke fjernet problemet. Du har bare skubbet det videre.
Undgå kemisk afløbsrens
Kemisk afløbsrens er vi ikke glade for. Det kan være hårdt for rør og samlinger, ubehageligt at arbejde med bagefter og er ikke noget, vi ønsker unødigt ud i kloaksystemet.
Det kan måske give lidt gennemløb i nogle tilfælde, men det løser sjældent årsagen ordentligt.
Undgå højtryk indendørs
En privat højtryksspuler i køkkenafløbet kan hurtigt give et voldsomt svineri. Gammelt fedt og kloakvand er ikke noget, man skal have sprøjtet rundt i køkkenet.
Det kan både være uhygiejnisk og sundhedsskadeligt.
Tegn på at problemet sidder længere ude
Hvis du har renset vandlåsen, og der stadig ikke er gennemløb, sidder proppen sandsynligvis længere ude i røret.
Hold især øje med:
- Klukkelyde fra afløbet
- Vand der løber meget langsomt ud
- Vaskemaskinen har svært ved at komme af med vand
- Andre afløb i huset begynder også at drille
- Der står kloakvand i brønden udenfor huset
Hvis flere afløb er påvirket, er det sjældent kun køkkenvasken. Så skal man ud og kigge i brønd, rottespærre eller hovedledning.
Når en stoppet køkkenvask ikke bare er en stoppet vask
Vi havde en opgave, hvor både køkkenvask og vaskemaskine havde svært ved at komme af med vandet.
Først fandt vi en gammel fedtbrønd foran huset, som var fyldt. Den blev tømt, og så virkede afløbet igen i en periode.
Men problemet kom tilbage.
Derfor lavede vi en TV-inspektion. Her viste det sig, at røret fra fedtbrønden og ud mod hovedkloakken var faldet sammen. Kameraet kunne ikke engang komme igennem.
Det var altså ikke bare en fedtprop. Det var et defekt betonrør, der skulle udskiftes. I samme omgang blev fedtbrønden fjernet, fordi den ikke længere var nødvendig.
Det er heldigvis ikke det mest almindelige. Oftest handler det om fedtopbygning gennem mange år.
Hvornår bør du ringe efter hjælp?
Du bør overveje at ringe efter hjælp, hvis:
- Du har renset vandlåsen uden effekt
- Svupperen ikke hjælper
- En afløbsspiral ikke får hul igennem
- Vandet bliver ved med at stå i vasken
- Det klukker i flere afløb
- Der står vand i brønden udenfor
Når vi kommer ud, starter vi typisk med at tjekke brønden. Så kan vi se, om problemet gælder hele huset eller kun køkkenafløbet.
Hvis det kun er køkkenet, renser vi ledningen lokalt. I mange tilfælde finder vi fedt i røret, som skal spules og fræses fri, før afløbet fungerer ordentligt igen.
Det bedste råd: Stop fedtet før det rammer vasken
Det vigtigste råd er meget enkelt:
Hæld aldrig stegefedt direkte i køkkenvasken.
Når du har stegt bacon, hakkebøffer eller andet fedtholdigt mad, så tør panden af med køkkenrulle og smid det i skraldespanden.
Det tager 20 sekunder, men det kan spare dig for en stoppet køkkenvask, dårlig lugt og et unødvendigt kloakbesøg.
Kan du ikke få hul på køkkenvasken?
Hvis du har renset vandlåsen, prøvet svupper og eventuelt en afløbsspiral uden resultat, sidder proppen sandsynligvis længere ude i afløbet. Så kan vi hjælpe med professionel rensning og spuling af køkkenafløbet.
Ring til Akut Kloakrens, hvis vandet bliver stående, det klukker i afløbet, eller flere afløb i huset begynder at drille.
FAQ
Hvilke produkter fjerner bedst fedt i afløbet?
Det bedste er ikke kemiske produkter, men mekanisk rensning. Rens vandlåsen, brug en svupper eller en simpel afløbsspiral. Kemisk afløbsrens kan i nogle tilfælde løsne lidt, men det fjerner sjældent årsagen ordentligt og er ikke godt for afløbs systemet.
Hvordan kan jeg selv rense en stoppet køkkenvask?
Start med at skille vandlåsen ad og rense den grundigt. Brug derefter en svupper eller en afløbsspiral, hvis vandet stadig ikke løber ud. Sidder proppen længere ude i røret, kan det kræve professionel spuling eller rensning fra brønd.
Stoppet køkkenvask uden svupper?
Har du ikke en svupper, kan du starte med at rense vandlåsen. Du kan også forsigtigt prikke ned i afløbet oppefra eller bruge en billig afløbsspiral fra byggemarkedet. Undgå kogende vand, kemisk afløbsrens og højtryksspuling indendørs.
Hvordan undgår man at køkkenvasken stopper?
Undgå at hælde fedt, olie og madrester i vasken. Tør fedt af panden med køkkenrulle og smid det i skraldespanden. Skyl ikke kaffegrums, stegefedt eller madrester ud i afløbet. Det er den bedste måde at undgå fedtpropper i køkkenafløbet.
